PÅSKENS SANDE BETYDNING — DEL 2

 

 

Easter 1 images

 

 

Hvert eneste år sørger de kristne kirker over Nazaræerens død.  Langfredag bliver den aura, der indhyller Jorden, fyldt med sorte skyer, der stammer fra forkerte følelser, forfejlede tanker, urigtige antagelser, fra enhver form for vildfarelse.

 

 

Fra Uvirkeligheden til Virkeligheden

 

Nazaræeren overgik ved sin død fra det uvirkelige og fysiske liv til det virkelige og åndelige liv.  Fra uvirkligheden vendte han hjem til virkeligheden.  Han afkastede det fysiske livs begrænsninger, de bånd der bandt ham til den livets skole, hvor mennesket vinder erfaring, og vendte tilbage til sin naturlige tilværelse.  Ved sin korsfæstelse frigjorde han sig fra det fysiske livs begrænsninger, sorger, prøvelser og omskiftelser, og gav samtidig menneskeheden den “nøgle”, som kunne give den adgang til dens egen opstandelse.

 

Døden er i virkeligheden en fødsel;  det at dø er ensbetydende med at blive genfødt, og derfor burde man fejre døden med samme glæde og festlighed, som bliver en fødsel til del.  Ved at dø gav Nazaræeren udtryk for en tilbagevenden til den normale åndelige tilværelse, som venter jer alle, og derfor er al den sorg I giver udtryk for blot spild af kræfter, en følge af jeres manglende forståelse for hvad det var, han i virkeligheden udrettede.

 

 

De Vigtige Principper

 

I Biblen kan I læse, at Mesteren Jesus, som vidste, at han skulle til Jerusalem, fortalte sine disciple, at der skulle foregå visse ting, at der var blevet lagt visse planer.  I kan i hvert af Evangelierne læse, at han fortalte sine disciple, hvad der ville ske, på alle planer, lige fra fremskaffelsen af et æsel og af det værelse hvor den ceremoni, som I kalder den Sidste Nadver, skulle finde sted, til hans discipel Peters tredobbelte fornægtelse, og hans egen domfældelse og død.  Hvis alle disse begivenheder lå fast i tidsforløbet og var skæbnebestemte, har hensigten med dem så ikke været at demonstrere visse principper for mennesket?

 

 

Bag Begivenhederne

 

Prøv at betragte de der ligger bag Påskehistorien og forsøg at opdage mere end det, der fremgår af optegnelserne.  I kan læse beretningen om Nazaræerens død, ligesom I læser enhver anden bog, og I kan sige, at en mand tog til Jerusalem, at han blev forrådt og anholdt på et falsk grundlag, blev underkastet en parodi på en rettergang, og, skønt han var uskyldig, dømt til at lide en yderst pinefuld død.  Men lad os se lidt på det, der ligger bag disse begivenheder.  Mesteren Jesus tog til Jerusalem.  Selv om han vidste, hvilken død der ventede ham, drog han alligevel dertil for at udføre sin Skabers Vilje.  Han vidste, at han måtte derhen, ikke for sin egen, men for menneskehedens skyld.  Han var en lærer og fremlagde visse kendsgerninger om livet til gavn for sine elever.  Han vidste, hvem der ville forråde ham, og hvordan.

 

 

Kristus-princippet

 

Når man tænker på, at ingen sjæl kan fratage en mere udviklet sjæl livet, må man slutte, at Judas Iskariot havde nået den samme sjælelige udvikling som Nazaræeren.  De var virkelig tæt knyttet til hinanden og inkarnerede på samme tid, den ene for at være et eksempel på Kristus-princippet og den anden for at forvolde Mesterens fysiske død, så menneskeheden kunne blive vakt og budskabet om Kristus finde den udbredelse, det har fået i dag.  Ved at øve sit forræderi opfyldte Judas også sin Skabers Vilje.

 

Det var ikke nogen ond handling.  Ingen anden af disciplene havde nået en udvikling, som gjorde det muligt for ham at forråde Nazaræeren og overgive ham til døden, for det var denne handling, der til slut førte til domfædelsen og henrettelsen.  Selv om det var de soldater, der korsfæstede ham, som gennemførte det fysiske drab, så er det den, der har fremprovokeret noget sådant, som bærer det egentlige ansvar.

 

 

Bundet til Dogmer

 

I må tænke på, at Mesteren Jesus blev dødsdømt, fordi han var udtryk for og eksempel på det Kristus-princip, over hvilket mennesket siden har opbygget en af verdens store trosretninger.  Den tids religiøse ledere var overtroiske og bundet til deres dogmer, de ville ikke godtage hans lære og satte så skinprocessen i scene.  Man så også de civile ledere, i Pontius Pilatus´ skikkelse, vaske deres hænder hvad hele sagen angik, og tillade at han blev korsfæstet, selv om de vidste, at han var uskyldig.  Der ligger heri en symbolik, der er relevant for jeres moderne verden.

 

 

Artiklen fortsættes…. (Del 3)

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.


PÅSKENS SANDE BETYDNING — DEL 1

 

Lambs 5

 

Ligesom mennesket i dag i højere grad fascineres af den fysiske side af Nazaræerens fødsel end af dens virkelige åndelige betydning, så er han også, på grund af de forskellige kirkers budskab, mere optaget af Påskens fysiske aspekter, forræderiet, anholdelsen, rettergangen, korsfæstelsen og opstandelsen, end af hvad disse begivenheder virkelig betød på det åndelige plan.

 

En Anden Forklaring

 

Langfredag overtales man af kirkerne til at sørge over det forræderi og den død, der overgik Mesteren Jesus, man retter bebrejdelser mod dem, der forrådte, domfældte og korsfæstede ham, og Påskesøndag udtrykker man sin glæde over denne Mesters genopstandelse, Han som kaldes for Guds Søn.  Jeg ved, at mange af jer har en rodfæstet holdning til den betydning, der tillægges Påsken, men jeg håber, at denne “forelæsning” vil gøre det muligt for jer at fortolke Påskehistorien på en ny måde.

 

 

Kristus-princippet

 

Først vil jeg sige, at Nazaræeren ikke kom for en enkelt menneskeraces skyld, men for hele verdens.  Af karmiske årsager blev han født med en jødes legeme.  Han inkarnerede i stoffet både for at opfylde sin egen skæbne og for at fremvise Kristus-princippet for menneskeheden, og selv om det i særlig grad er den vestlige verden, som har følt sig tiltrukket af hans lære, og som har bygget den kristne religion over begivenhederne i hans liv, så var hans budskab rettet til alle mennesker.

 

Ethvert mennekse fra enhver trosretning kan, uanset hvor han bor, gennem læsning om Nazaræerens liv og om den periode i hvilken han over skyggedes af Kristus, forstå, hvordan livet på Jorden skal leves, og hvorfor mennesket inkarnerer.  Masteren Jesus havde ikke tænkt, at hans livsforlæb skulle anvendes som fundament for en sekt eller en religion, men ikke desto mindre er den kristne religion blevet skabt udfra begivenhederne fra denne periode.

 

Kristendommens fundamentale anskuelser er grundet på det, der skete i løbet af Påsken, da Mesteren Jesus døde en pinefuld død på korset, for på den tredje dag at genopstå.  Det, som jeg gerne ville rokke ved, er nogle af de forudfattede meninger om Nazaræerens liv, der langsomt er groet fast og nu betragtes som fakta eller dogmer, og som har givet et forvrænget billede af hans inkarnations virkelige hensigt.

 

 

Nazaræerens Skæbne

 

Nazaræerens skæbne og fysiske tilværelse blev lagt til rette med uendelig stor nøjagtighed.  Fødselstidspunktet, varigheden af hans liv, og øjeblikket for hans død var kendt længe før, han inkarnerede.  De mægtige Væsener, som styrer denne Jord, tilrettelagde med sand åndelig bevidsthed de demonstrationer, som skulle finde sted på Jorden til gavn for menneskeheden.

 

Gennem hele sin gerning var Jesus fra Nazareth fuldstændig klar over, hvad hans liv indebar, hvad han skulle udrette, den måde hvorpå han skulle møde døden, og hvilket formål den skulle tjene.  Han vidste mange år i forvejen, hvornår han skulle dø.  Denne viden tilhører Mesteren, Han som har visdom og bevidsthed til at forstå de åndelige faktorer, som spiller ind.

 

Der var altså intet tilfældigt hverken, ved den måde eller det tidspunkt, han døde på.  Han døde ved Påsketid, som er den tid på året, hvor hele Naturen dukker frem af vinterens mørke, tager en ny klædning på, et nyt legeme, hvor den gror, vender sig mod Solens evige lys, og blomstrer på ny.  Selvfølgelig er Naturen, som mennesket burde vide, den Uendelige Ånds redskab.  Igennem Naturen ytrer sig de højeste love og åndelige kendsgerninger, som dette Univers rummer.  Da Nazaræeren døde på korset ved Påsketid, var han et symbol på det øjeblik, da man genfødes i et ny legeme.

 

 

Overskygget af Kristus

 

Under hele sin gernig overskyggedes Mesteren af Kristus.  Mens han levede på Jorden, opfyldte han sig egen skæbne som Mester og Lærer, ligesom I selv som individer ville gøre det, og samtidig opfyldte han Kristi vilje.  Det kan forekomme mærkeligt, at ét væsen således overskygges af et andet, men det kan udmærket finde sted.  Gennem sit virke grundfæstede Nazaraeren Kristus-princippet på det fysiske plan, der er det eneste, som mennesket kan fatte, men mennesket har fulgt en tilbøjelighed til at udskille hans fødsel og død som det vigtigste ved han liv.  Selv om de nok er betydningsfulde, er de dog ikke af allerstørste betydning.

 

 

Kristendommens Dogme

 

En lille del af Nazaræerens belæring er indeholdt i Biblen.  Inspsirieret af Kristus var han et forbillede, som mennesket under sin jordiske live burde leve op til.  Hvis de kristne kirker, og mennesket i almindelighed, ville placere hans lære forrest i deres doktriner, ville disse virkelig være i overensstemmelse med hans hensigt.  Men sådan er det ikke.  I stedet for får hans død en helt uforholdsmæssig stor betydning i forhold til resten af hans liv og bliver til et dogme.

 

Jeg påstår ikke, at Nazaræeren ikke blev korsfæstet, for det blev han.  Men for et væsen som ham er døden, hvilken skikkelse den end måtte antage, for intet at regne, om den forvoldes ved sværdet, ved skydning eller ved en korsfæstelse;  en sjæl på hans bevidsthedstrin har nået det punkt, hvor døden har mistet enhver betydning.

 

Det er mennesket, der nu sørger over Jesus´ død, som siger, at der ved hans korsfæstelse døde en stor Mester, at han blev revet bort af onde mennesker, der var besat af angst og overtro, og at disse havde ansvaret for det, der hændte.  Men alle disse begivenheder var planlagt æoner, før de fandt sted.  Nazaræerens død på korset var på forhånd lige så nøje tidsfæstet som Kristi næste genkomst er det.

 

 

Artiklen fortsættes…. (Del 2)

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.


ASTROLOGI — DEL 3

 

 

Astrology5

 

Den jordiske astrologi bliver udregnet efter menneskets tidsudmåling.  Man baserer sit kalenderår på Jordens løb omkring Solen, og som man véd, er det ikke ganske nøjagtigt.

 

 

Menneskets Tidsudmåling

 

Der er faktor, som jeg endnu ikke har talt om for ikke at gøre dette komplicerede emne mere indviklet, og det er det altafgørende spørgsmål om tiden.  Den jordiske astrologi bliver udregnet efter menneskets tidsudmåling.  Han baserer sit kalenderår på Jordens løb omkring Solen, og som man véd, er det ikke ganske nøjagtig.  Når han er nået frem til en mere præcis tidsmåling,  må han også indrette udmålingen af året derefter.  Inden for et område der er så eksakt som astrologien, må det føre til unøjagtigheder at gå ud fra den menneskelige tidsmåling.  Denne er ikke den sande eller, som jeg ville sige, åndelige tidsmåling.

 

Mennesket er måske klar over, at Jorden accelererer på sin udviklingsspiral, og at tiden går hurtigere, og hvis han præcist kunne udmåle tiden, ville han også kende planeternes virkelig indflydelse, og han ville være i stand til at forudsige fremtiden, men fordi han ikke kan fatte nogen tid, der ikke er defineret efter jordiske forhold, er han ude af stand til at gøre dette.  Denne manglende evne til at se ud over Jordens grænser er igen karakteristisk for mennesket i Fiskenes Tidsalder.

 

 

Søg Efter Kundskabet

 

Det er altså vigtigt, at I bliver klar over, at planeterne har indflydelse på jeres liv.  I må gennem meditation prøve at finde ud af, hvori den nærmere består, og, efterhånden som I får ny viden, hvordan hver enkelt planet virker.  Når almanakken så fortæller jer, at en bestemt planet dukke frem, så vil I, hvis I leder efter den og venter den, også kunne finde og genkende dens indflydelse, og I vil så kunne bruge eller undgå den, alt som I ønsker det.  Men I må have jeres opmærksomhed henvendt på disse ting.  Det nytter intet at være udendørs en aften og sige:  “Dér er Venus, jeg gad vide, hvad den gør ved mig”, for den gør i sanhed meget lidt ved jer.

 

 

Indflydelser Fra Andre Sollegemer

 

Der findes endnu en faktor, som jeg endnu ikke har nævnt, og det er indflydelsen fra andre Sollegemer end jeres eget.  Andre Sollegemer påvirker det, som I hører til, og eftersom I er en del af det, påvirker de selvfølgelig også jer.  I mærker altså ikke blot planeternes indflydelser, men også påvirkninger fra mere fjerntliggende kilder, som selv om I knap er opmærksomme på dem, ikke desto mindre har en tilsvarende stor betydning.  Når I tænker på den magt, som Jeres Sol-Logos besidder, og når I så ser på himlen og bliver klare over, at I blot med jeres fysiske syn kan se tusinder af Sole, så kan I beygunde at indse, hvor sammensat et emne astrologien er.  Man må have et stort, åbent og inspireret sind for at forstå astrologiens væsen, dens grænser, betydning og korrekte anvendelse.

 

 

Lev i Nuet

 

For tiden bør I her på Jorden beskæftige jer med de vigtigste påvirkninger, som jeres fysiske legemer modtager i hverdagen, d.v.s. de der stammer fra Solen og planeterne.  Glem heller ikke jeres egen satellit, Månen, som omkredser jer, for den indvirker også på jer.  Jeg ved, at det er vanskeligt, men prøv alligevel at lade være med at tænke i fortidens traditionelle baner, når I betragter en planet og de kræfter, der hører til den.  I må, som I ofter har fået at vide, lade være med at leve i fortiden.  Den rummer ikke nodvendigvis sandheden.  Et mere udviklet menneske vil kunne skelne mere udviklede påvirkninger.  Hvis man f.eks. siger, at den indflydelse, der stammer fra en bestemt planet, er kærlighed, så tænk på hvor mange forskellige fortolkninger der kan gælde for dette ord.

 

 

Planetkræfterne

 

Husk at planetkræfterne, som vitterligt har været ansvarlige for store begivenhed i jeres verden, også fejlagtigt er blevet tillagt ansvaret for andre ting.  Husk at astrologiske forhold har indflydelse på menneskets vilje, men at de ikke kan forandre den;  de tilskynder men tvinger ikke, for I har alle fået den frie viljes guddommelige gave.  Husk at planetkræfterne er af vigtighed.  De har indflydelse på kirtlerne og de åndelige centre (Chakraene) i legemet, de påvirker jeres fysiske hylster, jeres åndelig virke og liv, men ligesom enhver anden magt, der findes i Kosmos, må de forstås, læres, prøves og desuden påkaldes!!

 

 

Nøglen til Skabelsen

 

De problemer, der i denne tid møder mennesket i hans lille verden, ville med ét skrumpe ind til de halve, hvis mennesket blot forstod planeternes indvirkning på ham.  Hvis blot ikke han ville latterliggøre og more sig over den eneste kundskabskilde, der virkelig kunne hjælpe ham, hvis blot jeres regeringer, som bruger så store summer på våben-industrien, ville ofre en lille del af disse penge på at udforske planeterne, ikke ved at sende raketter ud til dem, men ved at måle deres vibrationer og deres indflydelse på Jorden, hvis blot de gjorde dette, ville I nå langt.  Det er en spændende verden I lever i.  Den er så umådelig, at I ikke kan fatte det.  Jeres tanker kan knap rumme jeres Sollegeme.  Når I har taget ophold i jeres mere udviklede legemer, kan I måske nå til erkendelse af livet på de andre planeter, men hvad findes der derudover??  I astrologien har I, hvis I blot ville indse det, nøglen til selve Skabelsen.

 

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.


ASTROLOGI — DEL 2

 

Astrology3

 

Mennesket har ikke gjort større fremskridt i sin forståelse af de kræfter eller indflydelser, som hører til de forskellige himmellegemer, en viden man undertiden refererer  til under betegnelsen den Gamle Visdom.

 

Manglende Forståelse

 

Jeres daglige tilværelse påvirkes af indflydelser fra jeres Sollegeme.   Disse kan forudsiges og kortlægges.  Jeres geografiske position på Jorden afgør også i hvilken grad, I modtager udstrålingerne fra planeterne, og dette kan også forudberegnes.  Hvad den matematiske side af astrologien angår, er mennesket i stand til at opnå en god tilnærmelse, og han kan temmelig nøjagtigt forudsige planeternes og stjernernes bevægelser.  Han kan beregne, hvornår de vil komme til syne og forsvinde igen, og hvornår de vil kunne influere på ham  I den retning er han nået langt, fordi dette angår astrologiens enkleste aspekter.  Han har derimod ikke gjort større fremskridt i sin forståelse af de kræfter eller indflydelser, som hører til de forskellige himmellegemer, en viden man undertiden refererer til under betegnelsen den Gamle Visdom.

 

 

Ikke 9 Men 12 Planeter

 

Astrologien af i dag må også, som I vil forstå, være behæftet med unøjagtigheder, når den ikke kalkulerer med samtlige tolv planeter i Sollegemet, fordi menneskeheden endnu ikke har opdaget de tre sidste.  Nogle af de variable indflydelser, som I kalder Dyrekredsens tegn, bliver følgelig knyttet til de forkerte planeter.  Der findes tolv planeter og de tolv dyrekredstegn henføres hver især til en a planeterne.

 

I bliver født på et ganske bestemt  tidspunkt, som står i forhold til det, I ønsker at lære, og den planet-indflydelse I vil prøve at komme til at beherske i den pågældende inkarnation.  Det betyder også noget for denne indflydelse, om I er født tidligt eller sent i et tegn.  I begyndelsen af tegnet påvirkes man også til en vis grad af det foregående tegn, og henimod slutningen gør det næste tegns indflydelse sig gældende.

 

 

Fødselsøjeblikket

 

Når I skal inkarnere, vælger I derfor ikke bare en dato i kalenderen men også det tidspunkt, hvor de astrologiske forhold vil tillade jer at modtage de påvirkninger, I ønsker, for i fødselsøjeblikket modtager barnet gennem æteren ikke blot den guddommelige gnist, der sender det afsted på dets livsbane, men tillige de astrologiske indflydelser, der gør sig gældende i netop dette øjeblik.

 

Mennesket savner i dag kendskab til, hvori de enkelte planeters indflydelse egentlig består.   Han forstår måske nogle af dem ganske nøje, men ikke dem alle.  Når han derfor prøver at stille et horoskop, vil visse faktorer mangle, men fremfor alt kender han intet til den indflydelse, som jeg vil kalde sjælens visdom og dermed mener jeg, den udvikling som sjælen har nået, de liv den før har oplevet, og den grad af bevidsthed der er opnået.

 

 

Bevidsthedsniveauet

 

Som man umiddelbart vil indse, kan to mennesker blive født i samme rum og i samme øjeblik, og dog have vidt forskellige livsforløb.  Hvordan er det muligt, vil I spørge, siden de begge er født under samme tegn??  I vil måske nu se, hvor lidt planeterne betyder i denne henseende, og hvor meget mere den individuelle bevidsthed har at sige.

 

Efterhånden som  man udvikler sig, og opmærksomheden øges, mens man i højere grad bliver modtagelig for planeternes indflydelser, så vibrerer man i stadig større samklang med dem.  Man bliver til et mere følsomt instrument.  Et grovere instrument ville ikke så let kunne opfatte kræfterne og ville give mindre udslag.  Evnen til at udnytte planeternes kræfter afhænger af bevidsthedsniveauet.

 

Lad os derfor se denne side af astrologien i det rette perspektiv.  Den kan hjælpe jer til at forudsige et menneskes livsforløb.  Den kan hjælpe jer til at blive klar over hvilke indflydelser, I selv vibrerer under, og den kan pege på visse betydningsfulde perioder i jeres liv, men den kan ikke definere dem med særlige stor nøjagtighed.

 

 

Planeternes Påvirkninger

 

Gennem jeres jordiske liv er I udsat for påvirkninger fra planeterne, og hvad dette angår, kan mennesket komme med mere nøjagtige forudsigelser, fordi planeterne, afhængigt af hvor I befinder jer på Jorden, kommer til syne på bestemte tidpunkter.  Så I kan mærke den kraft, de vibrerer ud.  Mennesket kan forudsige, hvornår Mars, Venus, Jupiter og Saturn dukker op, og hvornår de vil skinne på ham.

 

Hvis han nøjere vidst, hvori deres kræfter bestod, ville han også vide nøjagtigt, hvornår han blev udsat for dem.  Alle bliver påvirket, uanset hvilken udviklingsgrad deres sjæl har nået.  Alle vil måske ikke reagere ens på indflydelserne, men alle bliver påvirket.  Astrologien kan altså forudsige planeternes og stjernernes stillinger og den måde, hvorpå de vil influere på mennesket.

 

Hvis han blev klar over, at de har en indflydelse, hvis han kunne lære noget om dem, så kunne hans liv forløbe langt glattere ved at han foregreb, brugte, eller undgik de planetkræfter, der virker på bestemte tider af året.

 

 

Artiklen fortsættes…. (Del 3)

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.