Pauline Hansen

 

 

 

Når Juleberetningerne fortæller om Jomfrufødselen, taler den om menneskets fødsel, ikke om Nazaræerens.  Han blev ikke født uden for Naturlovens rammer, men ved foreningen af en mand og en kvinde.

 

 

Menneskets Udvikling

 

I den fuldendte verden på Jorden, boede så det fuldkomne menneske, hvis jeg må kalde ham således, og omgikkes englene, de fuldendte skabninger som over hele universet bringer bud om Skaberens vilje og kærlighed.  I æoner levede mennesket sammen med englene, i fuldkommenhed.  Af grunde som jeg ikke vil komme ind på nu, da de ikke vil være forståelige for jer, blev det af Sollegemets Herskere bestemt, at mennesket, for at han kunne fremskynde sin udvikling, skulle sættes i stand til at udvikle sin bevidsthed, så han kunne blive et fuldendt billede af sin Skaber, og til vidnesbyrd om Hans visdom og indsigt fik mennesket også den frie viljes guddommelige gave.  Den skulle anvendes til at udvide hans bevidsthed.  Han ville lære af dens udøvelse.  Han ville lære at skelne mellem ret og uret, lys og mørke, glæde og sorg, det gode og de onde, og som æonerne gik ville hans bevidsthed langsomt udvikles.

 

Det ville selvfølgelig ikke blive nogen nem opgave, det ville ikke kunne ske på et øjeblik, men den åndelige tid er i menneskelig forstand tidløs, og mennesket blev så genfødt på Jorden i besiddelse af sin Skabers egenskaber.  Han skulle udvikle og fuldkommengøre dem, men, ligesom det er tilfældet for enhver af jer, der lever i dag, så besad han potentielt sin Skabers muligheder.  Det var så lagt op til mennesket selv at udvide sin bevidsthed, efterhånden som han inkarnerede på forskellige eksistensplaner indenfor Sollegemet.

 

På grund af selve opgavens art skulle mennesket ikke være alene.  Han havde englenes hærskarer til vejledere og rådgivere, foruden de væsener som boede på Sollegemts øvrige planeter, og som havde eksisteret længe før ham.  Nok udfører de ikke de samme funktioner som mennesket og nok ligner deres form for liv ikke den menneskelige, men på deres særlige udviklingsområder er de kommet langt og kan hjælpe mennesket, hvis han ønsker det.

 

 

Skabelsens Evner

 

Da mennesket blev begavet med sin frie vilje, fik han også evnen til at skabe.  Han blev en af de bevidsthedsgnister i dette Sollegeme, som fik lov til at mangfoldiggøre sig.  Han kunne skabe, når han ønskede det.  Denne evne tiltrak de engle, som var blevet sendt for at vejlede og ledsage ham for de besidder den ikke selv.  Som I kan læse i Første Mosebog bestod den første synd i, at nogle af englene parrede sig med mennesker og frembragte deres egen form for bevidsthed, snarere end en afspejling af Skaberens.  Fra dette øjeblik indfandt fejlagtighed, uligevægtighed og disharmoni sig på Jorden, og mennesket mistede sin åndelige renhed.

 

 

Mangel På Forståelse

 

Æonerne gik, mens mennesket langsomt udvikledes og øgede sin bevidsthed.  Civilisationer opstod og gik til grunde.  Tider hvor det åndelige sad i højsædet efterfulgtes af mørke tider, hvor Skabernes kærlighed ikke afspejledes hos hans tjenere på Jorden.  Store civilisationer kom og gik, og i sit begær efter materielle ting og tørsten efter magt over sine medmennesker, sin mangel på forståelse for sin egen og Jordens eksistens og sin svigtende evne til at se ud over det liv han havde fået, sænkede mennesket Jordens vibrationsniveau til et punkt, hvor ligevægten i den grad blev forrykket, at det påvirkede de andre medlemmer af Sollegemet.

 

Dette fik så Sollegemets Herskere til at mødes med Jordens Herre for at afgøre, hvad der skulle ske, så mennesket kunne indse, hvori han fejlede, så han kunne frelses og blive klar over formålet med sit jordeliv, indse hvad der skulle gøres, og finde en måde at udføre det på.  Så bragte jeres Skaber, i sin store kærlighed til denne planet, det størst tænkelige offer ved at tilbyde at sende en del af Sig Selv til Jorden for at give Jordens folk et eksempel, de kunne følge.

 

Denne livsgnist, dette aspekt af jeres Skabers bevidsthed og visdom blev kaldt KRISTUS!  Som I kan se refererer navnet Kristus ikke til et menneske.  Nazaræeren var ikke Kristus.  KRISTUS ER ET PRINCIP, ET BILLEDE PÅ SKABERENS VISDOM.

 

 

Kristusprincippet

 

Gennem tiderne, under skiftende kulturer, mens forskellige astrologiske indflydelser afløste hinanden, og mens de fire hovedracer vekslede og udførte deres respektive funktioner, blev Kristusprincippet med mellemrum sendt til Jorden med bistand fra store Mestre som Nazaræeren , så det kunne blive demonstreret for mennesket.  Nazaræeren er ikke det eneste menneske, som har båret Kristusprincippet, ligesom det heller ikke kun er de vestlige kulturer, som har set det.

 

Disse store Mestre er kommet til Jorden mange gange, for ved enhver ny tidsalders begyndelse bliver Kristusprincippet demonstreret, så mennesket kan få forevist det eksempel, han alt efter sit bevidsthedsniveau må søge at følge.  I dag er I kun opmærksomme på det Kristusudtryk, som blev fremlagt af Nazaræeren i begyndelsen af Fiskenes Tidsalder.  I nærmer jer nu hastigt afslutningen på denne Tidsalder, og ved begyndelsen af Vandmandens Tidsalder vil Kristus princippet atter blive grundfæstet.  Kristus vil vende tilbage.

 

 

Artiklen fortsættes…. Del 3.

 

Denne artikel er fra Den Fantastiske Lære af Ramala.