Livets kredsløb – Døden – (Del 1)

En overgang

Døden er ikke af større vigtighed end fødselen.  De har begge lige stor betydning.  De medfører blot en overgang fra et legeme til et andet, fra det fysiske til de astrale eller fra det astrale til det fysiske.  Det er det hele.  Medens et menneske måske kan forstå fødselens

overgang, fordi den fører fra det ukendte til det fysiske, som han forstår, så finder han det vanskeligere at fatte døden, fordi den fører fra det fysiske og ind i det ukendte.  Medens han altså accepterer fødselen og dens formål, kan han ikke gøre det samme for dødens vedkommende.  Om den tænker han på en anden måde, der ikke blot afhænger af hans

individuelle sjælsudvikling, men også af hans følelser – for døden er, når det kommer til stykket, et følelsesanliggende.

Hvad andet betyder vel døden for et nutidsmenneske end en bevægelse i hans følelsesliv, en angst for at miste, en følelse af medlidenhed enten med sig selv eller med andre, som dør eller er døden nær?  Hvis mennesket forstod den egentlige mening med denne overgang og erkendte, at den blot er en virkning af Naturens Lov, så ville den ikke sætte følelserne i så voldsom bevægelse, som tilfældet er.

Nogle betragter døden som noget endeligt, og ikke som en overgang, og vurderer den derfor udfra deres følelser.  Ved et menneskes død tror de, at de skal miste denne person for evigt og aldrig se den mere, at livet aldrig vil blive det samme igen, når dette menneske har taget asked, at de for evigt vil være adskilt fra hinanden, og at det livsmønster, som de er vant til, ikke kan fortsætte.

Angsten og ego´et

Angsten for døden er egentlig en egoistiske følelse, for er det ikke blot ego´et, som bliver berørt?  Det er det lille ”jeg”, der tænker på. Hvordan livet vil blive anderledes, fordi et bestemt menneske dør.  ”I hvilken retning vil mit live nu ændres?” tænker man, når man bliver konfronteret med en vens eller et familiemedlems død.  Man føler måske sorg, ikke så meget fordi de dør, og deres legeme forandres, men snarere fordi de ikke længere vil være omkring én, fordi et bestemt livsmønster vil blive lavet om.  Selv når det drejer sig om nogen, som man ikke kan lide, som man hader, så betragter man stadig døden fra den samme synsvinkel: ”Hvordan berører det mig?”

Mangel på åndelighed

Fødselen og døden har som sagt lige stor betydning.  Man burde ikke berøres mere af dem, end man bliver af at falde i søvn hver aften og vågne hver morgen.  Ligesom man falder i søvn, således dør man også, og som man vågner, således fødes man.  Hver dag udgør et helt liv. Så enkelt er det, og det rummer ingen betydning udover dette.  Menneskets angst for døden bunder først og fremmest i hans mangel på åndelighed, og også i hans livsførelse og den behandling han udsætter sine medmennesker for.

Hvis han ikke accepterer, at jordelivet blot er en rejse mellem én eksistensform og en anden, men derimod tror, at han bare er her i korte halvfjerdsindstyve år og derefter forgår for evigt, så vurderer han nødvendigvis meningen med sit liv og de værdinormer, efter hvilke han lever det, på en anden måde.  Hvis han tror, at dette liv er det eneste, han har, så vil han med sikkerhed prøve at få mest muligt ud af det for sig selv.  Han vil tro, at når en person er død og et gået ud af hans liv, så er han borte for altid, og der vil således ikke mere være nogen grund til at skænke ham en tanke.

På denne måde vil menneskets livssyn blive indrettet netop efter den opfattelse, han har af døden.  Hvis han ikke har nogen bevidsthed om Naturens Lov, vil han føre sit liv uden for den rammer, og selv om Loven også berører ham, vil han ikke være opmærksom på dens virkninger.  Han fornægter den, erkender den ikke, fordi han ikke kan opfatte disse virkninger.

Døden er altså en overgang.  For mange sjæle, der ikke er nået så langt i deres udvikling, er det som begyndelsen på en skoleferie.  De har gået  i skole på denne planets overflade, og nu har de ferie, de hviler ud efter arbejdet og tænker på, hvad de har oplevet, mens de gik i skole; i deres bevidsthed ordner og vurderer de det, som de har lært, og hviler ud, inden de på ny skal i skole for at lære mere.

Fortsættes… (Del 2)