Pauline Hansen

“Vi må lære loven om den tredimensionelle verden, der er baseret på Åndens lov og ikke kan eksistere uden den ….”

EVIG VÆREN

”Den første kilde til al sandhed og al manifestation er det evige væsen – GUD. Men Gud er i den ikke-manifesterede tilstand ud over tid og rum, og kun hans manifestationer vises, som fremskrivninger i den tredimensionelle verden. Derfor, for at forstå disse love korrekt, må vi begynde med GUD. For at tale om Gud skal vi dog altid klare det faktum, at Gud står over den genkendelige verden. Derfor kan enhver levende væsen kun forstå Gud i det omfang, hvor det selv er i stand til bevidst at opleve, manifestere og realisere Gud, det vil sige i den udstrækning, det i sig selv kan være Gud! I alt lever Gud, og alt lever i Gud. Ikke desto mindre kan Gud i sit eget komplette, perfekte væsen kun forstås af en, der selv er blevet Gud – eller som aldrig ’er faldet ud’ af Gud. Gud kan kun forstås af Gud!

“Det faktum, at selv det mest primitive menneske har et Gudsbegreb, viser, at guddommelig bevidsthed bor inden i det, selvom kun meget svagt og i laveste grad. På den anden side, at blive bevidst i Gud, for at forstå Gud fuldstændigt, og at være Gud betyder, at blive fuldstændig et med ens eget guddommelige selv, med Gud, der bor inden i. Det er let at sige, men meget svært at gøre! Fordi mennesket ‘er faldet ud’ af sin guddommelige bevidsthed, kan han kun forestille sig Gud i i overensstemmelse med sin egen personlige forståelseskraft. Hvordan kan han vide, hvordan den virkelige, levende guddommelighed er, som i dets perfektion, når hans fantasikraft kun svarer til det niveau, han personligt står på, adskilt som han er, fra enhed og er faldet som han er fra guddommelighed? Hvordan kan det endelige forstå det uendelige, det dødelige det udødelige, det tidsmæssige det evige? … Hvordan kan et imaginært væsen forstå, opleve og blive identisk med det evige, sande væsen – Gud?

MENNESKETS INTELLEKT

“Og stadig skal mennesket nå ham! Hans evige ønske, hans uudslettelige længsel hjælper ham og driver ham fremad i retning af sit guddommelige selv. Menneskets intellekt – den største, men farligste gave, han har modtaget fra Gud – bygger en bro over den tilsyneladende uovervindelige kløft mellem det personlige og dødelige og det, der er upersonligt og evigt. Gennem menneskets intellekt bukkede han under for fristelsen til at falde ud af guddommelig enhed med sin bevidsthed, men på samme måde giver hans intellekt ham muligheden for at bringe sin bevidsthed tilbage i fuld forening med guddommelighed Ved hjælp af sit intellekt er mennesket i stand til at forstå sandheden, og når han har forstået det, vil han søge og fortsætte med at søge og prøve, indtil han en dag lykkes med at finde den eneste vej til realiseringen af sig selv.

ERKENDELSE AF

”‘‘Erkendelse af” betyder at være noget. Så længe vi kun tænker på noget eller snakker om det, er vi det ikke. Du kan tænke på en kat eller om en løve, men det betyder ikke på nogen måde, at du har opnået en erkendelse af, at du er blevet en kat eller en løve. Ligeledes kan du tænke på dig selv uden at være din guddommelige, kreative selv! At tænke på noget er at være adskilt fra det. For hvis du sender en enkelt tanke, vil du – tænkeren – kun være forbundet ved at tænke på genstanden for din tanke. Du er forbundet med den, men ikke identisk med den. Du er endnu ikke det, der er i dit intellekt. Dit intellekt hører til dig, det er en et vidunderligt værktøj, et spejl, som du kan projicere alt i, og hvor du kan genkende alt, men dit intellekt er ikke dig! Intellektet ligger uden for dig selv. Derfor er det, du kan bruge dit intellekt til, ikke dig selv, ikke en opnåelse af ”erkendelse af”.

DET PERSONLIGE “Jeg”

”Når mennesket søger Gud uden for sig selv, kan han ofte ” tænke ”på Gud, han kan ” bede ”til Gud, han kan ” elske ”Gud med hele sit væsen, men alt dette betyder ikke, at han er blevet identisk med Gud. For mennesket kan aldrig finde Gud uden for sig selv! “Skaberen i mennesket er menneskets eget selv, hvis’ sidste manifestation, længst væk fra sit eget centrum, er hans lille ‘jeg’, hans personlige ‘jeg-bevidsthed’. Det personlige ‘jeg’ inden i ham er Guds billede spejlet af stof – i kroppen. Så når mennesket søger at vende tilbage til Gud og genoprette sin identitet med ham, må han følge den samme vej med sin bevidsthed: han må trække sin bevidsthed mere og mere fra sin egen lille personlige ‘jeg’ – – dybere og dybere ind i sig selv – henvende sig til sit eget sande jeg, til sin skaber, indtil han bevidst genkender sig selv i SKABEREN. Men det betyder ikke, at væsenet – personen – genkender sig selv i denne tilstand, det imaginære væsen, det har ingen sand eksistens og kan ikke virkelig opnå selvkendskab. Tværtimod genkender skaberen sig selv i det skabte, i personen. Dette er den eneste mulighed for at overvinde adskillelsestilstanden og bringe bevidstheden tilbage i tilstand af enhed: individet holder op med at tænke over sig selv og i stedet bliver sig selv, genkender sig selv. I denne tilstand er genkenderen, den genkendte og genkendelsen en og samme. Selvet – skaberen – genkender sit selv i sig selv!

OPSTANDELSE

“Mennesket kan kun opleve Gud på denne måde. Dette er opstandelse! I denne tilstand anerkender han, at hans eget jeg har skabt ham og konstant skaber ham, og dermed, at hans eget jeg er hans skaber. Han indser også, at den ene og den eneste jeget er skaberen af hele universet! Som et resultat af denne guddommelige selvgenkendelse oplever han samtidig den kreative kosmiske al-bevidsthed. Samtidig med at han opnår selvgenkendelse opnår han anerkendelse af alt, al-videnhed! “

(Artiklen er fra bogen “INITIATION” – Lære fra Ptahhotep, ypperstepræsten i det gamle Egypten.)

>> Oversat fra engelsk af Google + Jette Uhlott <<