Livets Kredsløb  –  Fødselen –  (Del 3)

Ingen  tilfældigheder

Mennesket må komme til erkendelse af, at intet sker ved en tilfældighed:  tilfældet eksisterer slet ikke.  Hvis en moder får et smukt barn, mens en anden ikke får det, så tænk på hvorfor det er gået sådan.  I det øjeblik det blev undfanget, var barnet fuldkomment.  Det måtte det være, for således er Loven.  Det, som har forandret det, er foregået i løbet af de ni måneder, der gik, mens det tog skikkelse inde i livmoderen.

Alle børn burde fødes uden fysiske mangler, fordi de kræver et fejlfrit legeme at fuldbyrde en skæbne.  Kun i meget sjældne tilfælde vil en sjæl af egen fri vilje vælge at blive inkarneret med en fysisk defekt; herunder regner jeg ikke de børn, som kaldes mongolbørn:  dette er ingen misdannelse.  Når børn fødes med deformiteter, skyldes det som regel forældrenes måde at være på.  Der forekommer dog nogle få tilfælde, hvor en sådan fødsel skyldes karmiske årsager, enten fordi netop dette barn skal lære det, der følger af at have et deformt legeme, eller fordi forældrene skal lære det.

En fundamental fejl

De vanskeligheder, som nogle mødre i vore dage må igennem med deres børn, skyldes, at de ikke burde have fået dem.  Videnskabsmændene går meget langt i deres bestræbelser for at sikre, at kvinder kan få børn, men de bryder derved Naturens Lov.  Hvis et par ikke kan få børn ad naturlig vej, er det meningen, at det skal være sådan.  Hvis man gennem brug af f.eks. medikamenter på kunstig vis undfanger et ikke-åndeligt barn, så begår men derved en fundamental fejl, der strider mod Naturens Lov, og der kan ikke komme noget åndeligt eller skæbnebestemt barn ud af en sådan forening.  Det ville være lærerigt for jer at betragte dem, som er blevet undfanget ad kunstig vej, når de har nået en alder af treogtredive år.

Det gælder for enhver form for udvikling, at jo længere man er nået, desto mere er man opmærksom på Naturens Lov, og i desto højere grad vil man adlyde den, og således er de børn, der fødes ved udviklede sjæles mellemkomst som regel selv udviklede.  Naturens Lov siger, at en udviklet sjæl ikke kan fødes af uudviklede forældre, og udviklede forældre vil selvfølgelig have udviklede sjæle.  I sjældne tilfælde vil udviklede sjæle dog bringe det offer, at de bliver forældre til en uudviklet sjæl for at hjælpe denne til at lære noget, den ikke har tilegnet sig i tidligere liv, eller for at hjælpe den til at begynde på en ny udviklingsspiral.

Ikke nogen misdannelse

Mongolisme er, som jeg nævnede før, ikke nogen misdannelse.  Den gør sig gældende ved en sjæls først inkarnation på denne planets overflade.  Disse sjæles udvikling har ført dem hertil fra en anden klode, den der i udviklingsgrad ligger under Jorden, og som intet mere kan lære dem.  De kommer nu frem til udviklingens andet trin, og inkarnerer på Jorden i den skikkelse de er nået frem til gennem deres tidligere liv.  Sjælen bygger en mongolkrop, fordi det er det mest udviklede legeme, den har bevidsthed om:  sjælen véd ikke bedre.  I sin først jordiske inkarnation bliver den præsenteret for fænomener, den aldrig før har kendt, såsom lys, farve og følelser.  Den registrerer disse faktorer, så den næste gang, den inkarnerer, kan huske, hvad den har lært og tilpasse sine forestillinger om det fuldkomne legeme derefter.  Den krop, som sjælen udvælger sig til sin anden inkarnation, vil adskille sig fra den første.  Forædlingsprocessen vil fortsætte gennem mange liv, indtil den udmunder i den form for legeme, der bedst er tilpasset denne planet.

Blot en overgang

Fødselen er ligesom døden blot en overgang.  For sjælen repræsenterer den kun et kropsskifte, hverken mere eller mindre.  Ligesom døden er en “indsovende”, så er fødselen en “opvågende”.  I har været igennem det mange gange og vil utvivlsomt prøve det mange gange endnu.  Den karakteristiske forskel mellem fødsel og død ligger blot deri, at den første er begyndelsen på en inkarnation, på et kredsløb, mens den sidste afslutter dette.  Når man træder ind i stoffets verden, er man fuld af håb med hensyn til alt det, der ligger forude, og som skal udføres og læres, man er spændt på det liv, der skal leves og opleves.

Sjælen medbringer en viden om alt, hvad der vil ske, forudsat at man følger det rette spor.  Det er denne følelse af spænding og forventning, der griber forældrene.  Der er naturligvis knytte

mange følelser til det øjeblik, hvor man får sit barn og dermed virkeliggør det, man har ønsket, og som man har længtes efter;  den stemningsfulde begivenhed tilhører dog ikke blot forældrene, men også barnet, denne gnist fra den Uendelige Ånd, der endnu helt uberørt af personligheden, er startet på sin bane og har indledt sin livsvandring.

Det liv, der ligger forude, fylder den med glæde og håb.

[Klik her for at læse: Den fantastiske lære fra Ramala – Kapitel 3]