Livets Kredsløb  –  Døden  –  (Del 2)

Erkendelsen indefra

Nu er det ikke muligt at overbevise nogen, der kommer og beder om beviser på, at der er et liv efter døden.  Det er noget, man ikke kan bevise for nogen, fordi det ikke lader sig bevise.  Det man véd stammer fra ens egen sjælsbevidsthed, og hvis ikke det menneske, man står overfor, har nået det punkt i sin sjælelige udvikling, hvorfra han kan anskue døden i det rette lys, så vil man aldrig kunne overbevise ham om livet efter døden.  Han vil ikke kunne fatte, hvad sagen drejer sig om.  Spild derfor ikke tiden på en diskussion med et menneske, der vil argumentere om livet og døden.  Det er frugtesløst.  Enten véd man, at der er et liv efter døden, eller også véd man det ikke.  Det er ikke jeres opgave at overbevise nogen.

Erkendelsen må komme indefra.  Det, man imidlertid kan gøre, er, at opfordre et menneske til at tænke over, at hvis han tror, at der er et liv efter døden, så må hans fysiske liv have et formål.  Hvis han skal leve videre efter døden, må der være andre eksistensplaner, og livet må have en videre betydning.  Dette må helt givet få indflydelse på hans måde at  leve sit liv på.  Lad ham så overveje, at hans tanker, ord og handlinger er optegnet til evig tid, og at det, han har gjort, vil have en virkning, ikke blot mens han lever i sit fysiske legeme, men også på andre eksistensplaner efter hans død.

Unødvendige angst

Det er, som om dødsangsten er noget medfødt hos mennesket.  Lad os prøve et øjeblik at overveje dette.  Enhver af jer, selv den mest udviklede sjæl, kender til angsten for døden.  Hvis man skulle analysere denne følelse, så ville den for nogle betyde en virkelig angst for at dø, fordi det ville betyde tabet af den nydelse, det er at leve, mens den for den mere udviklede sjæl ville være en anden slags angst, nemlig angsten for unødvendigt at miste sit liv.  Man kunne tro, at det kom ud på ét, men det gør det i virkeligheden ikke.  I det sidste tilfælde fortæller sjælen én indefra, at man har en skæbne, der skal fuldbyrdes, og at man ikke må bortkaste sit liv og derved undlade at opfylde sin bestemmelse.

Denne angst er egentlig ikke nogen dødsangst.  Der er snarere en frygt for ikke at fuldbyrde sin skæbne, fordi livet i et fysisk legeme på denne planet netop sigter mod dette mål, at nå til ende med den plan, som man selv gik med til, og hvis forløb man udstak, endnu før man blev født.  Man er her for at lære nogle bestemte ting og for at opleve visse vibrationer, og derfor, ligesom for et barn der går i skole, ville det ikke tjene noget formål at blive taget bort midt i studierne.  Din sjæl fortæller dig derfor, at du skal passe på ikke at gå bort før tiden, og det er dette beskyttelsesinstinkt hos sjælen, der forhindrer dig i unødvendigt at risikere at miste dit liv ved dine personlige handlinger – som når du kører med for høj fart, når du klatrer op i et hæjt træ, eller når du i øvrigt udsætter kroppen for fare ved dumdristigt forehavende.  Det er sjælen, som beskytter dig, og som vogter din skæbne.

Opfyld  dit livsmål

Jo længere sjælen er nået i sin udvikling, desto større sikkerhed er der for, at den opfylder sit livsmål, ikke blot fordi de usynlige Vejledere og Mestre fra de Højere Riger gør sig anstrengelser for at sikre, at det går sådan, at den kan opfylde de forpligtelser, der påhviler den, men også fordi risikoen for en dødsulykke bliver ringere.  Enhver af jer er født på et fast tidspunkt i den åndelige tidsudmåling, og enhver er bestemt til at dø på et andet fastlagt tidspunkt, ligeledes regnet i åndelig tid.  Ikke desto mindre er det muligt for en sjæl at dø, før det er bestemt, men dette kan kun afstedkommes af en mere udviklet sjæl.

Der findes en Naturlov, som siger, at en mindre udviklet sjæl ikke kan frarøve en mere udviklet sjæl dens fysiske eksistens.  Derfor vil de fremskridt, man efterhånden gør, når man bevæger sig op ad udviklingsspiralen, medføre, at stadig færre vil kunne ramme eller påvirke én.  Kun af en sjæl, der er lige så langt eller længere fremme i sin udvikling, kan man fratages sit fysiske liv.  På denne måde vil en udviklet sjæl som regel fuldbyrde sin skæbne.  Det er de sjæle, der er længere tilbage i deres udvikling, som løber den største risiko for ikke at nå deres bestemmelse, men da en mindre udviklet sjæls skæbne ikke vejer lige så tungt, som det er tilfældet for den udviklede sjæl, så går intet tabt.

En ung sjæl bliver gennem oplevelsen af døden en værdifuld erfaring rigere, for indtil den helt enkelt opfattes som en overgang, har man meget at lære af dødsprocessen.  Selve overgangen er rystende for en ung sjæl, mens denne oplevelse for den mere udviklede sjæl svarer til, at man falder i søvn for næste morgen at vågne på et andet eksistensniveau.  Det er det hele.  Således kan en ung sjæl drage bort før den fastsatte tid.  Måske vil den ikke fuldbyrde sin skæbne, men Karmaloven, loven om årsag og virkning, kræver, at den mere udviklede sjæl, som er ansvarlig for dette, også bærer følgerne.  Man kan ikke ændre en skæbne uden vigtige grunde.

Fortsættes… (Del 3)