Pauline Hansen

 

 

 

Når vi accepterer at vi ikke er adskilte fra Gud, at vi ikke er alene og at vi er ét med alt, hvad der er, begynder vi at fylde det indre tomrum og påbegynder den rejse tilbage til det at være ét.

 

Den Fejlagtige Overbevisning

 

Længe før Jesus nogensinde vandrede på denne jord, har mennesket følt sig adskilt fra sin “Skaber”.  Da de ord, som skulle blive til Biblen – skrevet hundrede år efter Jesu død – langt om længe kom på tryk, blev de ikke alene ved med at fremme den fejlagtige overbevisning, at mennesket var adskilt fra sin Skaber, men tjente til at cementere denne tro.  Skønt Jesu ord om, at “Faderen og jeg er ét”, lød igen og igen, var der kommet tilstrækkelig mange misforståelser med ind på de bibelske sider til at sikre den hårdnakkede tro på, at mennesket er en lavtstående, syndig skabning, som kan forvente sin retfærdige straf fra et hævngerrigt væsen i den usynlige verden.

 

Sådan er det ikke!!  Aboriginerne ved det.  Indianerne og mange andre ved det.  Det er hele resten af verden, der føler sig alene, forladt og afvist, og….. ADSKILT.

 

Kilden

 

Hver eneste af os kom til verden i kærlighed med det udtrykkelige formål at undersøge tingene og udfolde sig.  Den kilde, vi kom fra, ønskede at lære sig selv bedre at kende.  Den ønskede at vide noget om sine evner, sine svagheder, sin storhed.  Derfor skabte den forskellige “ansigter” af sig selv for at lære sig selv bedre at kende.  Vi er hver især et af disse forskellige ansigter taget ud af kilden med den ufravigelige hensigt, at vi altid skulle være dens lige.

 

Og det er vi.  Men fra det øjeblik vi så at sige blev skåret af, begyndte vi at føle en vis adskilthed.  Og hvorfor ikke??  Vi havde været én total bevidsthed, og så er vi pludselig bare en brik på egen hånd, ikke en del af helheden.  Og det gjorde heller ikke sagen bedre, at vi bevægede os ind i det nye medium ved navn “tid og rum”.  Nu følte vi os virkelig forladt.  Men mere end det, vi følte os forvirrede.

 

En Tåget Erindring

 

Den følelse er vi gennem evigheder aldrig sluppet af med.  Som oftest har vores følelser været direkte fjendtlige, sådan som et forladt barn kan føle for sine forældre.  Men dybt i vores indre har vi bevaret en tåget erindring om, at vi måske var en del af noget meget større end os selv.

 

Sørgeligt nok var det selve denne følelse, den uudsagte, skjulte nagen, der gav anledning til “mig her, Gud der”—syndromet.  Vi havde ikke længere den fulde viden om helheden, så hvad var vi??  Vi vidste, at vi var adskilte dele af noget, men af hvad??  Og i vores adskilthed begyndte det at gøre ondt, vi begyndte at føle os isolerede og meget, meget alene.

 

Sjælens Frustration

 

Men nu tvinger denne dybe følelse af ensomhed og vores frustration over ikke at vide, hvem vi i virkeligheden er, os til at vågne op og huske, en tilskyndelse, der kommer direkte fra vores sjæl, som holder styr på vores værens guddommelige generalieblad.  Vores sjæl har opnået alle de følelser af og oplevelser med adskillelse, den kan håndtere, og den gør alt muligt for at tvinge os til at huske, hvor vi kom fra, og hvem vi er, så den kan komme videre med det, den i første instans blev skabt til – at optegne de glæder og oplevelser, der er forbunded med at være et af helhedens ansigter.

 

Hvorfor har det varet så længe??  Hvorfor er der ingen, som har gjort noget ved denne forfærdelige følelse (som ingen af os nogensinde taler om) før – for eksemple for evigheder siden??  Fordi vores frygt og smerte var så stor og skabte sådan en blokering, kunne vi aldrig høre, hvordan Kilden kaldte på os og sagde: “Hej, kom nu!!  Vi er alle den samme ting.  Vi er alle ét.  Du er ikke adskilt fra mig, og jeg er ikke adskilt fra dig.  Vi er det samme.  Hallo! Hallo! Hallo! Kunne du høre mig??   VI ER DEN SAMME VÆREN!”

 

Vores Sande Guddommelighed

 

Fordi sjælen siger, at den ikke længere kan fungere i disse omgivelser præget af glemsel, beynder livsgnisten i os – vores sande guddommelighed – nu at vågne op.  Den begynder at lytte gennem vores tvivl, vores frygt og vores isolation.  Den begynder at reagere på sjælens uophørlige krav.  Denne livsgnist is os ønsker så inderligt at vågne op.  Den ønsker at huske, hvor den kom fra, så den for første gang i fysisk eksistens kan glæde sig over at den i sandhed reelt er en INDIVIDUALISERET DEL af helheden:  Gud, i en krop!!

 

 

Artiklen er fra “Den Store Spirituelle Legebog”.