Pauline Hansen

 

 

 

 

Hvert eneste år sørger de kristne kirker over Nazaræerens død.  Langfredag bliver den aura, der indhyller Jorden, fyldt med sorte skyer, der stammer fra forkerte følelser, forfejlede tanker, urigtige antagelser, fra enhver form for vildfarelse.

 

 

Fra Uvirkeligheden til Virkeligheden

 

Nazaræeren overgik ved sin død fra det uvirkelige og fysiske liv til det virkelige og åndelige liv.  Fra uvirkligheden vendte han hjem til virkeligheden.  Han afkastede det fysiske livs begrænsninger, de bånd der bandt ham til den livets skole, hvor mennesket vinder erfaring, og vendte tilbage til sin naturlige tilværelse.  Ved sin korsfæstelse frigjorde han sig fra det fysiske livs begrænsninger, sorger, prøvelser og omskiftelser, og gav samtidig menneskeheden den “nøgle”, som kunne give den adgang til dens egen opstandelse.

 

Døden er i virkeligheden en fødsel;  det at dø er ensbetydende med at blive genfødt, og derfor burde man fejre døden med samme glæde og festlighed, som bliver en fødsel til del.  Ved at dø gav Nazaræeren udtryk for en tilbagevenden til den normale åndelige tilværelse, som venter jer alle, og derfor er al den sorg I giver udtryk for blot spild af kræfter, en følge af jeres manglende forståelse for hvad det var, han i virkeligheden udrettede.

 

 

De Vigtige Principper

 

I Biblen kan I læse, at Mesteren Jesus, som vidste, at han skulle til Jerusalem, fortalte sine disciple, at der skulle foregå visse ting, at der var blevet lagt visse planer.  I kan i hvert af Evangelierne læse, at han fortalte sine disciple, hvad der ville ske, på alle planer, lige fra fremskaffelsen af et æsel og af det værelse hvor den ceremoni, som I kalder den Sidste Nadver, skulle finde sted, til hans discipel Peters tredobbelte fornægtelse, og hans egen domfældelse og død.  Hvis alle disse begivenheder lå fast i tidsforløbet og var skæbnebestemte, har hensigten med dem så ikke været at demonstrere visse principper for mennesket?

 

 

Bag Begivenhederne

 

Prøv at betragte de der ligger bag Påskehistorien og forsøg at opdage mere end det, der fremgår af optegnelserne.  I kan læse beretningen om Nazaræerens død, ligesom I læser enhver anden bog, og I kan sige, at en mand tog til Jerusalem, at han blev forrådt og anholdt på et falsk grundlag, blev underkastet en parodi på en rettergang, og, skønt han var uskyldig, dømt til at lide en yderst pinefuld død.  Men lad os se lidt på det, der ligger bag disse begivenheder.  Mesteren Jesus tog til Jerusalem.  Selv om han vidste, hvilken død der ventede ham, drog han alligevel dertil for at udføre sin Skabers Vilje.  Han vidste, at han måtte derhen, ikke for sin egen, men for menneskehedens skyld.  Han var en lærer og fremlagde visse kendsgerninger om livet til gavn for sine elever.  Han vidste, hvem der ville forråde ham, og hvordan.

 

 

Kristus-princippet

 

Når man tænker på, at ingen sjæl kan fratage en mere udviklet sjæl livet, må man slutte, at Judas Iskariot havde nået den samme sjælelige udvikling som Nazaræeren.  De var virkelig tæt knyttet til hinanden og inkarnerede på samme tid, den ene for at være et eksempel på Kristus-princippet og den anden for at forvolde Mesterens fysiske død, så menneskeheden kunne blive vakt og budskabet om Kristus finde den udbredelse, det har fået i dag.  Ved at øve sit forræderi opfyldte Judas også sin Skabers Vilje.

 

Det var ikke nogen ond handling.  Ingen anden af disciplene havde nået en udvikling, som gjorde det muligt for ham at forråde Nazaræeren og overgive ham til døden, for det var denne handling, der til slut førte til domfædelsen og henrettelsen.  Selv om det var de soldater, der korsfæstede ham, som gennemførte det fysiske drab, så er det den, der har fremprovokeret noget sådant, som bærer det egentlige ansvar.

 

 

Bundet til Dogmer

 

I må tænke på, at Mesteren Jesus blev dødsdømt, fordi han var udtryk for og eksempel på det Kristus-princip, over hvilket mennesket siden har opbygget en af verdens store trosretninger.  Den tids religiøse ledere var overtroiske og bundet til deres dogmer, de ville ikke godtage hans lære og satte så skinprocessen i scene.  Man så også de civile ledere, i Pontius Pilatus´ skikkelse, vaske deres hænder hvad hele sagen angik, og tillade at han blev korsfæstet, selv om de vidste, at han var uskyldig.  Der ligger heri en symbolik, der er relevant for jeres moderne verden.

 

 

Artiklen fortsættes…. (Del 3)

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.