Livets Kredsløb   –   Fødselen  —  (Del 2)

Overdreven befolkningstal

Den tredje gruppe er den, der desværre rummer størstedelen af de børn, der bliver født på denne Jord.  Det er en følge af Naturens Lov:  når en mand og en kvinde har samkvem, vil de skabe, alt afhængigt af denne måde hvorpå deres kroppe fungerer, hvilket igen er underlagt Naturens Lov.  De vil ikke skabe, fordi de ønsker det, men fordi de ikke behersker deres kropsfunktioner.  I den verden I nu lever i, regnes det for naturligt, at hvert ægtepar får børn.  En kvinde anses ikke for at have realiseret sig selv fuldtud, før hun har fået mindst et eller to børn.  Hvor er det dog langt fra sandheden!

Det er ikke, som man ofte har forestillet sig, kvindekønnets eneste opgave at føde børn.  Det er sandt, at det er kvinden, der bærer barnet i sig. Hun føder det, men det er ikke den eneste grund til, at hun er inkarneret på denne klode.  Hun danner modvægt til manden:  dette er den egentlig årsag til hendes tilstedeværelse.  Hun er visdomsaspekt, der skal afbalancere mandens kraft, og en kvinde kan realisere sig selv fuldtud, og uden at få børn, ved at åbenbare og anvende den visdom hun så fuldstændigt behersker.  Hvis kvinder kun fik de børn, der var forordnet af skæbnen, ville verden ikke være så overbefolket, som den nu er, og man ville ikke have alle de problemer, der følger af en overdreven befolkningstæthed, nemlig knaphed på fødevarer og råstoffer, og de krige hvorved mennesker søger at erobre ny landområder for det folk, de tilhører.

En Ubalance

Alle disse problemer kan føres tilbage til et eneste hovedproblem:  at der er for mange mennesker til.  Et for stort befolkningstal medfører rovdrift på Jordens naturlige ressourcer, og ødelægger den ligevægt som Naturens Lov søger at bevare.  Menneskets talrighed har også følger for Dyre- og Planteriget.  Den ubalance, som mennesket befinder sig i, kommer også til at gøre sig gældende for dem.

En fødsel, som I kender den, burde altså i virkeligheden kun finde sted, når det var bestemt af skæbnen.  Det lyder måske utroligt, men alligevel er det sandt.  Det betyder, at en mand og en kvinde kun burde have samkvem, når de var tilstrækkeligt inspirerede af den

Guddommelige Vilje, når de vidste, at tiden vare inde til at virkeliggøre det barn, hvorom de havde indgået en aftale.  Første da skulle de være sammen og forene den sæd, som ville frembringe dette åndelige barn.  Når undfangelsen, ved inspiration fra den Guddommelige Vilje finder sted i rette tid, vil den ikke slå fejl.  Man behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt det er eller ikke er det rigtige tidspunkt at undfange et barn på, og om det vil blive født i rette tid, for eftersom forløbet er underlagt Naturens Lov, så vil der ikke ske nogen fejl.

Planlagt på sjælsplan

Den sjæl, som altså har besluttet sig til at inkarnere, har allerede adspurgt de forældre, den har udset sig, og er blevet accepteret af dem.  Sjælen ved, hvornår undfangelsen skal finde sted, og før dette tidpunkt nærmer den sig gennem sit astrallegeme Jordens, og specielt forældrenes, aura.  I sin astrale skikkelse afventer den undfangelsesøjeblikket.  Den betragter sine kommende forældre, mens de lever deres liv på Jorden.

Når den tid er kommet, hvor undfangelsen skal finde sted, mødes de tre sjæle på det astrale plan.  Det er, som om man samles for at fejre noget.  Men kun meget få kan i vore dage sige, hvornår deres barn blev undfanget.  De ved det ikke, fordi de ikke er klar over, hvor afgørende vigtigt dette øjeblik er.  Alle forældre kender tidspunktet for fødselen, men kun få kan tidsfæste undfangelsen.  Hvor besynderligt er det ikke, at en sådan begivenhed er tabt for mennesket.  I den nye Tidsalder som skal begynde, vil mennesket blive klar over, at det drejer sig om noget, der er fuldtud lige så vigtigt som en fødsel.

I undfangelsens øjeblik finder altså dette møde mellem sjælene sted.  Derefter vil en meget lille brøkdel af den sjæl, der skal fødes, forblive inde i den sæd, der nu er forenet.  I løbet af de følgende måneder vil en stadigt større del af sjælen indtræde i fosterets krop, efterhånden som denne vokser i moderens skød, indtil kroppen, når fødselen sker, vil rumme en syvendedel af sjælen.  I selve fødselsøjeblikket, når barnet forlader moderens aura, og strengen bliver overskåret, kommer den Guddommelige Gnist til barnet ud af æteren, giver det kraft og starter det  på dets bane.  Sjælen er begyndt på sit skæbneforløb, og den under- visning, den derigennem skal modtage, bliver sat i gang.  Sjælen har nu indledt det liv, som den har besluttet sig for.

Naturens lov

Mange spørger i dag om, hvorfor en fødsel for nogle er en lykkelig begivenhed, mens den for andre er en tragedie, hvorfor nogle får velskabte børn, mens andre ikke får det, og hvorfor nogle forældre, som ønsker sig drenge, får piger, mens andre, som ønsker sig piger, får drenge?  Hvorfor kan mennesker ikke blot tage en beslutning og frembringe det, de ønsker?  Svaret på disse spørgsmål forudsætter en forståelse af Naturens Lov.  Som man selv er, således vil også det være, som man skaber.  Ud af et ligevægtigt ægteskab vil der komme et ligeledes ligevægtigt barn.  Det livsmønster, som forældrene følger i denne inkarnation, vil have indflydelse på barnet.  Sådan er Loven.

Den måde, hvorpå forældrene lever, mens barnet tager form, influerer også på det.  Dette er også i overenstemmelse med Naturens Lov, fordi barnet, endnu mens det ligger i sin moders skød, formes af de vibrationer, der komme fra begge forældre.  Barnet får både sin bygning og sine jordiske kendetegn fra sine forældre endnu i fostertilstanden.  Hvis forældrene lever et ligevægtigt liv under hele svangerskabet, vil der komme et ligevægtigt barn ud af det, og dermed mener jeg et barn, der i fysisk forstand er afbalanceret;  forældrene har ingen indflydelse på barnets sjæl eller den personlighed, der er knyttet til den.  Disse er særegne for barnet, men selve kroppen med dens særlige kendetegn kan virke tilbage på dem, hvilket da også sker.  Hvis en sjæl derfor med det formål at lære bestemte ting ønsker sig bestemte kendetegn, og jeg tænker her på sådanne som race, farve eller tro, så vil den udvælge sine forældre med den største omhu, for at være sikke på at blive inkarneret under forhold, der vil tillade den at lære det, som den har sat sig for.

Fortsættes… (Del 3)