Pauline Hansen

 

 

Ligesom mennesket i dag i højere grad fascineres af den fysiske side af Nazaræerens fødsel end af dens virkelige åndelige betydning, så er han også, på grund af de forskellige kirkers budskab, mere optaget af Påskens fysiske aspekter, forræderiet, anholdelsen, rettergangen, korsfæstelsen og opstandelsen, end af hvad disse begivenheder virkelig betød på det åndelige plan.

 

En Anden Forklaring

 

Langfredag overtales man af kirkerne til at sørge over det forræderi og den død, der overgik Mesteren Jesus, man retter bebrejdelser mod dem, der forrådte, domfældte og korsfæstede ham, og Påskesøndag udtrykker man sin glæde over denne Mesters genopstandelse, Han som kaldes for Guds Søn.  Jeg ved, at mange af jer har en rodfæstet holdning til den betydning, der tillægges Påsken, men jeg håber, at denne “forelæsning” vil gøre det muligt for jer at fortolke Påskehistorien på en ny måde.

 

 

Kristus-princippet

 

Først vil jeg sige, at Nazaræeren ikke kom for en enkelt menneskeraces skyld, men for hele verdens.  Af karmiske årsager blev han født med en jødes legeme.  Han inkarnerede i stoffet både for at opfylde sin egen skæbne og for at fremvise Kristus-princippet for menneskeheden, og selv om det i særlig grad er den vestlige verden, som har følt sig tiltrukket af hans lære, og som har bygget den kristne religion over begivenhederne i hans liv, så var hans budskab rettet til alle mennesker.

 

Ethvert mennekse fra enhver trosretning kan, uanset hvor han bor, gennem læsning om Nazaræerens liv og om den periode i hvilken han over skyggedes af Kristus, forstå, hvordan livet på Jorden skal leves, og hvorfor mennesket inkarnerer.  Masteren Jesus havde ikke tænkt, at hans livsforlæb skulle anvendes som fundament for en sekt eller en religion, men ikke desto mindre er den kristne religion blevet skabt udfra begivenhederne fra denne periode.

 

Kristendommens fundamentale anskuelser er grundet på det, der skete i løbet af Påsken, da Mesteren Jesus døde en pinefuld død på korset, for på den tredje dag at genopstå.  Det, som jeg gerne ville rokke ved, er nogle af de forudfattede meninger om Nazaræerens liv, der langsomt er groet fast og nu betragtes som fakta eller dogmer, og som har givet et forvrænget billede af hans inkarnations virkelige hensigt.

 

 

Nazaræerens Skæbne

 

Nazaræerens skæbne og fysiske tilværelse blev lagt til rette med uendelig stor nøjagtighed.  Fødselstidspunktet, varigheden af hans liv, og øjeblikket for hans død var kendt længe før, han inkarnerede.  De mægtige Væsener, som styrer denne Jord, tilrettelagde med sand åndelig bevidsthed de demonstrationer, som skulle finde sted på Jorden til gavn for menneskeheden.

 

Gennem hele sin gerning var Jesus fra Nazareth fuldstændig klar over, hvad hans liv indebar, hvad han skulle udrette, den måde hvorpå han skulle møde døden, og hvilket formål den skulle tjene.  Han vidste mange år i forvejen, hvornår han skulle dø.  Denne viden tilhører Mesteren, Han som har visdom og bevidsthed til at forstå de åndelige faktorer, som spiller ind.

 

Der var altså intet tilfældigt hverken, ved den måde eller det tidspunkt, han døde på.  Han døde ved Påsketid, som er den tid på året, hvor hele Naturen dukker frem af vinterens mørke, tager en ny klædning på, et nyt legeme, hvor den gror, vender sig mod Solens evige lys, og blomstrer på ny.  Selvfølgelig er Naturen, som mennesket burde vide, den Uendelige Ånds redskab.  Igennem Naturen ytrer sig de højeste love og åndelige kendsgerninger, som dette Univers rummer.  Da Nazaræeren døde på korset ved Påsketid, var han et symbol på det øjeblik, da man genfødes i et ny legeme.

 

 

Overskygget af Kristus

 

Under hele sin gernig overskyggedes Mesteren af Kristus.  Mens han levede på Jorden, opfyldte han sig egen skæbne som Mester og Lærer, ligesom I selv som individer ville gøre det, og samtidig opfyldte han Kristi vilje.  Det kan forekomme mærkeligt, at ét væsen således overskygges af et andet, men det kan udmærket finde sted.  Gennem sit virke grundfæstede Nazaraeren Kristus-princippet på det fysiske plan, der er det eneste, som mennesket kan fatte, men mennesket har fulgt en tilbøjelighed til at udskille hans fødsel og død som det vigtigste ved han liv.  Selv om de nok er betydningsfulde, er de dog ikke af allerstørste betydning.

 

 

Kristendommens Dogme

 

En lille del af Nazaræerens belæring er indeholdt i Biblen.  Inspsirieret af Kristus var han et forbillede, som mennesket under sin jordiske live burde leve op til.  Hvis de kristne kirker, og mennesket i almindelighed, ville placere hans lære forrest i deres doktriner, ville disse virkelig være i overensstemmelse med hans hensigt.  Men sådan er det ikke.  I stedet for får hans død en helt uforholdsmæssig stor betydning i forhold til resten af hans liv og bliver til et dogme.

 

Jeg påstår ikke, at Nazaræeren ikke blev korsfæstet, for det blev han.  Men for et væsen som ham er døden, hvilken skikkelse den end måtte antage, for intet at regne, om den forvoldes ved sværdet, ved skydning eller ved en korsfæstelse;  en sjæl på hans bevidsthedstrin har nået det punkt, hvor døden har mistet enhver betydning.

 

Det er mennesket, der nu sørger over Jesus´ død, som siger, at der ved hans korsfæstelse døde en stor Mester, at han blev revet bort af onde mennesker, der var besat af angst og overtro, og at disse havde ansvaret for det, der hændte.  Men alle disse begivenheder var planlagt æoner, før de fandt sted.  Nazaræerens død på korset var på forhånd lige så nøje tidsfæstet som Kristi næste genkomst er det.

 

 

Artiklen fortsættes…. (Del 2)

 

Denne artikel er fra “Den Fantastiske Lære fra Ramala”.